Fullerene-filtre enkelt fortalt:
Bioptrons Fullerene-optik er en patenteret nanofotonisk teknologi, hvor C60-molekyler er bygget ind i selve optikken. Det omdanner Bioptrons polariserede lys til såkaldt hyperpolariseret lys (Quantum Hyperlight) — et lys med et særligt ordnet fotonmønster, der trænger optimalt ind i vævet.
Bioptron-lys med Fullerene-optik anvendes inden for de samme dokumenterede områder som klassisk Bioptron-behandling:
- Smertelindring — dokumenteret i kliniske studier inden for bl.a. led- og rygsmerter
- Antiinflammatorisk virkning — beskrevet i den kliniske dokumentation
- Sårheling — et af Bioptrons CE-godkendte anvendelsesområder
- Hudens udseende — stimulerer kollagenproduktionen (kosmetisk effekt)
Tanken bag teknologien er, at det ordnede lys understøtter kroppens egne naturlige processer. Mange bruger Bioptron som en del af deres daglige egenomsorg.
Fullerene-optikken er indbygget som standard i alle tre Bioptron-modeller.
Fullerne er en form for kulstof som kommer fra sten (Shungite) som kommer fra en russisk landsby kaldet Shunga. I Shungite-sten findes der “Fullerene”, som er et kulstof, der ikke findes andre steder med undtagelse af nogle få meteoriter.
Fullerene har været kendt for sine mange særlige egenskaber, og shungite-stenen, hvor det findes naturligt, har været tillagt en særlig betydning i folketraditionen gennem flere hundrede år.
Bioptron har smeltet fullerene ind i deres optik — det er kernen i Bioptrons hyperpolariserede lysteknologi.
Siden shungite blev opdaget i en russisk landsby i 1885, har stenen vakt stor nysgerrighed i offentligheden.
Shungite har i gennem mange år fasineret videskabsfolk.
Det nok vigtigste arbejde af dem alle blev udført i USA. Robert Curl og Richard Smalley fra Rice University og Harold Kroto fra University of Sussex i England opdagede en helt ny og unik kulstofstruktur — fullerener. For deres opdagelse modtog de tre forskere Nobelprisen i kemi i 1996. Opdagelsen skabte utallige muligheder for nye opfindelser inden for industri, medicin, energi, nye materialer og meget mere.
Senere fandt forskere fullerener naturligt i shungit — den eneste kendte naturlige kilde til fullerener på Jorden … med undtagelse af nogle få meteoritter.
Kort sagt: shungite indeholder fullerener, en krystallinsk form for kulstof. Selvom forskerne i dag stadig undrer sig over, hvordan disse unikke molekyler har kunnet danne sig, regnes de blandt de mest kraftfulde antioxidanter, man kender. Fullerener er en særlig form for kulstof — og kulstof er, som vi alle ved, fundamentet for livet på Jorden.
Mere om fullerene filtre
Bioptron medicinsk hyperpolariseret lys – HPL (harmoniseret lys med perfekt arrangerede fotoner) er en unik, nyskabende funktion inden for lysteknologi, der introducerer det ekstraordinære molekyle: Fullerene C60.
Bioptron C60 Fulleren-filter er patenteret nanoteknologi. Det er det polykromatiske filter indlejret med C60-nanopartikler. Dette filter producerer sammen med Bioptron Light Therapy System hyperpolariseret lys.
Fullerene C60 er en tredje og hidtil uset allotropisk form for elementært kulstof i naturen (de to andre er grafit og diamant). Kulstof er sammen med brint, nitrogen, fosfor og svovl grundlaget for biologisk liv og en byggesten i gener, proteiner, lipider og andre vigtige biomolekyler.
I naturlig tilstand er C60 så sjældent, at det måske kun findes på de mest skjulte steder og kun i spormængder. Det blev fundet i en meteorit i Canada, og det er konstateret, at det var ældre end solsystemet. Det antages, at det kom fra røde kæmpestjerner, hvor det blev dannet og kastet ud i rummet. C60 findes i spormængder i sod fra brændende stearinlys, i aktivt kul — og i Rusland i mineralet shungit.
C60 er et molekyle sammensat af 60 kulstofatomer arrangeret i en geometrisk form kaldet en trunkeret icosahedron med Fibonacci-struktur. Det er det eneste molekyle af et enkelt grundstof, der danner et sfærisk bur: C60 har 12 regelmæssige femkantede og 20 regelmæssige sekskantede flader. Ingen to femkanter deler en kant, hvilket ville kunne destabilisere strukturen.
C60-farven er oprindeligt sort i naturen. Den patenterede teknologiproces med Fulleren-applikation ændrer den til den unikke BIOPTRON® Quantum Hyperlight-farve.
Struktureret lys via Bioptrons patenterede polariserede lysteknologi, der skinner gennem det patenterede C60-nanopartikelfilters strukturerede stof, har ført til en ny og spændende udvikling inden for kvantefysik og lysterapiforskning.
Det, der startede som et astrokemiprojekt med fokus på at analysere sammensætningen af rum- og himmellegemer i universet, endte med at udløse et stort gennembrud inden for kulstofkemi med opdagelsen af en tredje og hidtil uset allotropisk form af elementært kulstof i naturen: den fascinerende fullerene C60, arrangeret i et mønster af 20 sekskanter og 12 femkanter med icosahedral symmetri (de to andre former for kulstof i naturen er grafit og diamant).
Den uventet heldige opdagelse af C60, der i 1996 blev belønnet med Nobelprisen i kemi, udløste et nyt forskningsfelt, der introducerede verden til nye symmetriske nanomaterialer og åbnede et helt nyt kapitel i nanoteknologien: Undersøgelserne fik forskere og ingeniører til at arbejde med en lang række anvendelser af C60 — f.eks. nye materialer, lette batterier og energiteknologi, bare for at nævne et par eksempler.
Inspireret af de energiske egenskaber ved dette molekyle og forståelsen af livets biologi har Zepter skabt og patenteret et Fullerene Nanophotonic-filter, der fremstiller Bioptrons hyperpolariserede lysteknologi. Det nanofotoniske filter fungerer som en generator, der omdanner Bioptrons lodrette, lineært polariserede lys til en ordnet, struktureret form for hyperharmoniseret lys.
Princippet bag teknologien beskrives sådan: Det hyperharmoniserede, strukturerede lys interagerer med struktureret stof, der deler de samme symmetriegenskaber. Tanken er, at HPL overfører C60's ideelt harmoniske tilstand til kroppen og dermed understøtter balance i biologiske strukturer. Det ofte citerede princip om, at "naturen elsker symmetri", ligger bag idéen: I naturen opstår resonans, når to enheder har lignende symmetri — den mere harmoniserede enhed (som HPL) vil præge den anden (biostrukturerne) med sin symmetri. På den måde understøttes cellen i at genvinde sin naturlige ligevægt.
C60's ekstraordinære egenskaber stammer fra dets unikke og ret spektakulære struktur. Den er arrangeret i et mønster af 20 sekskanter og 12 femkanter, der kan krølle sig sammen og til sidst lukke sig og danne et hult bur. Fulleren er det eneste molekyle af et enkelt grundstof, der danner et sfærisk, polyedrisk bur. Det er også et af de mest massive og komplekse objekter, hvor man har observeret bølge-partikel-dualitet.
Princippet bag Quantum Hyperlight (struktureret lys) bygger på biomimikkens resonansprincipper, hvor mønster søger identisk mønster: Hvis to enheder — som Quantum Hyperlight og kroppens biostrukturer — har samme type symmetri, er tanken, at lysets konstante, perfekte struktur præger den forstyrrede enhed og understøtter kroppens naturlige balance (homeostase).
Siden shungit blev opdaget, har stenen vakt stor nysgerrighed i offentligheden, og som dens popularitet voksede, tiltrak den sig også det akademiske samfunds opmærksomhed. Alle var ivrige efter at vide, hvad der var så specielt ved denne unikke sten fra det nordlige Rusland. For første gang blev shungit beskrevet i bogen "Journey to Lakes Onega, Ladoga and Ilmen" af Nikolai Ozeretskovski, udgivet i 1792. Men dengang havde stenen ikke engang et navn.
Navnet shungit, som stammer fra landsbyen Shunga, hvor stenen blev fundet, blev givet af professor Alexander Aleksandrovich Inostrantsev i 1885. Professor Inostrantsev skrev det første dybdegående videnskabelige arbejde om shungit, som senere blev bredt anerkendt i Europa. Hans værk hed "The newest member of the group of amorphous carbons" (1877) og blev efterfulgt af "More about shungite" (1886). Opmærksomheden voksede betydeligt efter disse udgivelser, og i 1907 blev ordet "shungit" for første gang optaget i en ordbog — Brockhaus og Efrons Encyclopedic Dictionary, den største i det russiske imperium. Men på det tidspunkt var der endnu ikke akademisk grundlag for omfattende geologisk forskning, og shungit-værkerne blev foreløbig lagt på hylden.
Etableringen af det nye system for videregående uddannelse i Sovjetunionen og grundlæggelsen af Videnskabsakademiet åbnede nye muligheder for studiet af shungit. I spidsen stod naturligt Videnskabernes Akademi i Karelen, da shungit kun findes i denne region. Forskere som Pyotr Borisov ("Karelian Shungites", 1956), V. Sokolov og Y. Kalinin (1975, 1982, 1984) og V. Solovov (1990) undersøgte shungittens fysiske egenskaber, sammensætning, elektromagnetiske afskærmningsevner og oprindelse. Disse undersøgelser tegnede et mere nuanceret billede af stenen, afkræftede flere af rygterne om den og etablerede Kareliens Videnskabelige Akademis Geologiske Institut som et af Europas førende forskningscentre på området.
Med Sovjetunionens sammenbrud og globaliseringens indtog blev hele verden interesseret i den karelske sten. Fullerener var blevet opdaget i laboratoriet af Robert Curl, Richard Smalley og Harold Kroto — en opdagelse, der gav dem Nobelprisen i kemi i 1996 — og i begyndelsen af 1990'erne fandt forskere så fullerener naturligt i shungit fra Karelen, som det hidtil eneste kendte sted på Jorden.
Dette arbejde er siden blevet suppleret af forskere over hele verden, som har undersøgt shungittens egenskaber inden for bl.a. filtrering og elektromagnetisk afskærmning. I dag vokser interessen for shungit fortsat, efterhånden som det videnskabelige grundlag om det særegne mineral udvides.
